Times of the bottom of the hearts

Jeg fik den bedste julegave en måneds tid før jul.
Kunne ikke bede om nogen mere vidunderlig og fantastisk,
som dig, din personlighed og det helt uimodståelige ydre.
Alt i én, alt hvad jeg så for mig var dig.
Det blev dig, det blev kærligheden, det blev os to.
Og lige siden har kærligheden båndet os stærkere end noget andet.
Jeg har fundet svaret på det eksentielle ved at elske en anden person.
Et svar, der gør mig lykkelig idet svaret blev foranderligt til det bedste af det allerbedste.
På perfekt vis har du formået at vende en person,
en person jeg hader at være, men blev for at kunne håndtere alt i verden

uden at føle smerte, græde og en ødelæggende tomhed.
 
Da du tog mig ind under dine vinger på ny,
blev den visne og grå blomst jeg var endt med dagene til at være og blive,
til en spirrende, voksende, farverig og strålende blomst med masser af liv.
Jeg føler glæden nu, hvordan den på sine skønne faconer fylder mit liv ud.
Jeg har dig med i alt hvad der end hænder sig på min vej - min vej som nu er vores vej.
Det føles godt, og det føles rigtigt.

Tænk sig, at jeg lod mig selv ende i det hul for et andet stupid menneske,
som jeg hverken ingen gang kender dagen i dag og vil kendes ved. Jeg kan ikke have det fakta, at det kom så vidt,
men jeg fortryder ikke vores valg - eller dit valg.
Jeg føler kun had og ligegyldighed nu, for jeg var ikke andet end en ting for dig.
Det er bedst og det rigtige uden os to nu,
og jeg er sikker på mere og mere med tiden at det skulle være stoppet for længst.
 
Jeg sidder her i min seng nu hos min far.
Jeg har oprettet en ny facebook profil,
som jeg vil gøre brug af til de der fortjener mit indre at se.
Den bliver taget i brug til de allernærmeste og allerkæreste i mit liv.
Jeg er træt af at være smart i en fart og fucked up hipt på alt i verden.
Så den vil blive brugt til min hverdag, det private og alt det personlige i mit liv.
Jeg vil ikke vise den side længere overfor de folk i min hverdag,
hvor det hedder facade og en Annika,
der skal være hård og besidde et panser så stærkt,
at jeg fremmedgør mig overfor mig selv.
Det er slut nu, jeg vil ikke længere fortrænge nederlag,
sorg og al negativitet på den måde som jeg har gjort.
Jeg har puttet i kassen i adskillige år.
Men forleden fik jeg lyset at se. Et lys jeg troede var mørkt foraltid.
Den pige - den rigtige Annika som blev ødelagt - revet i tusinde stykker
i en alder af 4 år kom og sagde hej til mig.
Da det skete, troede jeg på et splitsekund at jeg var død og billetten var taget.
Men nej, min kæreste var i telefonen, jeg sad i stuen hos min far,
og jeg nød det som bare fanden.
Hun var der og jeg følte mig endelig hel med mig selv og min egen personlighed.
Hun tog afsted igen, men det var mit panser der beskyttede hende mod verden.
Jeg kan endelig se mig selv i spejlet og vide jeg er et menneske.
Det har jeg alle mine dage ikke altid følt mig, af den grund jeg byggede en personlighed op,
fordi jeg aldrig blev den samme igen. Men nu er hun vækket til live,
og nu er det tid til at have hende med mig i de ting jeg gør nu.
Langt om længe. Det føles så vildt, og så overvældende.
Men jeg har aldrig haft det bedre, når tiderne er hvor hun er kommet op til overfladen.
Hvem kan jeg takke for det? Min kæreste. Hende Martina Møllnitz.
Hende jeg stoler hundrede procent på.
Så meget at jeg stolede nok på mig selv til at tage al min ammunition af.
Mit livs bedste beslutning - at være mig selv på fuldeste vis.
Jeg vil aldrig undvære den jeg er blevet til nu og det som Martina gør.
Hun har gjort alt - og langt mere til. Jeg elsker hende. Det gør jeg virkelig - overalt.
Vær dig selv og du vil succedere - tak for de smukke vise ord Anja.
Min inspiration og hende jeg kan spejle alt i mit indre hos.
Uden hende som styrke og hendes ord at holde fast i
var jeg ingensinde nået hertil, hvor jeg er i dag.
Det værste nederlag er at give op!
Husk det alle sammen.

Annika Skov.♥